Tro&Mission

Tro&Mission anmelder Mystery Airlines

v/ Morten Meiner, 18. November 2016

Ganske enkelt fremragende


Jeg havde ikke lyttet i mere end 15 sekunder, før jeg kunne høre, at denne fine lille EP af Amalie Skriver er noget ganske særligt. Aldrig har jeg hørt en kristen udgivelse, der bare mindede en smule om den her. Amalie Skriver betræder en sti, der er ret unik.


Alene instrumenteringen taler sit eget sprog: Det meste af tiden akkompagneres Skrivers stemme af klaver og strygere. Lidt percussion er der også, men ikke meget. Ingen guitarer. Ingen trommer. Men tag ikke fejl! Musikken er særdeles rytmisk og dynamisk. Strygerne er insisterende og pulserende, alt imens der fra tangenterne fremtrylles dissonante figurer. Bortset fra en enkelt coversang (fra den første Narnia-film) er hele herligheden skrevet og arrangeret af Skriver selv. Seks sange i alt.


Teksterne er reflekterende, metaforiske, ængstelige, men hele tiden med en åndelig klangbund, hvor Skriver bekender kulør, uden det bliver trivielt. Men hold da op, hvor jeg dog savner et tekstark, som jeg kan konsultere, når den engelske lyrik fordufter. Det er ind imellem svært at høre, hvad der bliver sunget, når anden- og tredje-stemmerne væver sig ind og ud mellem hinanden.


Musikken er drømmende, svævende, luftig. Mainstream er det langt fra, og let tilgængeligt er det heller ikke. Skriver kræver noget af sit publikum. Stilen er svær at definere, men kan man lide Kate Bush, er der en god chance for, at man også vil være til Amalie Skriver.


Det er alt sammen meget dygtigt, musikalsk og professionelt udført. Ikke mindst vokalharmonierne imponerede mig. Men nu vi er ved det: Skrivers stemme virker lidt for ”skolet”. Med fordel kunne hun skrue ned for vibratoen. Indimellem savner jeg nærvær og autenticitet.


Det ændrer dog ikke på helhedsindtrykket. Denne EP er ganske enkelt fremragende! Der er ikke tradition for at uddele stjerner i Tro & Mission, men nu sniger jeg mig til at gøre det alligevel: Amalie Skriver får 5 ud af 6.